I disse tider mærker jeg både mørke og lys.
Krige og fred. Polarisering og nye fællesskaber.
Sådan har det altid svinget for menneskeheden.
Og alligevel ved jeg, at der i mig findes noget urørligt —
en indre sommer bag vinterens kulde.
Et uudtømmeligt ocean af ubetinget kærlighed,
mit evige fundament.
Når jeg favner polariteterne,
ser jeg, at spændingen ikke er mellem had og kærlighed,
men mellem mit had og min længsel efter mere kærlighed og fred i verden omkring mig.
Og når jeg erkender, at jeg allerede er den kærlighed, falder hungren til ro.
Dette lille digt er skrevet i taknemmelighed —
inspireret af min kærlighedsmester,
min elskede og savnede mor JR, som igen og igen og igen mindede os om: Størst er kærligheden♥️
Her er mit digt:
ALT JEG ER, ER KÆRLIGHED
Midt i hadet så jeg,
at hadet også levede i mig —
og bag det,
en kærlighed der ikke kunne ødelægges.
Midt i tårerne mærkede jeg,
at smerten ikke var min fjende,
men en dør —
og bag døren
et stille smil uden årsag.
Midt i kaosset opdagede jeg,
at det, jeg kaldte uro,
var bevægelse i noget større —
og i midten af bevægelsen
hvile.
Gennem det hele faldt noget bort.
Forestillingen om mig
mod verden.
Vinteren og sommeren
ophørte med at kæmpe.
Der var blot liv
der levede sig selv.
Og det gør mig ikke bare glad —
det gør mig fri.
For når verden presser,
er det det samme liv,
der presser og svarer.
Der er ikke noget at forsvare.
Ikke noget at bevise.
Kun dette:
En altfavnende,
ubetinget
Kærlighed,
som ikke holder mig —
men er mig.
♥️ AC 14/2-2026