(Min desperate og triste bøn.)

Jeg…

Jeg beder…

Jeg beder for Israel.
Jeg beder for Palæstina.

Jeg beder for os alle nu.

Og hvis du fordømmer mig for at tage parti,
eller dømmer mig for ikke at tage parti,
så forstår du måske ikke
dybden af denne kærlighed.

For kærlighed i sig selv er bønnen.
Og den, der beder.
Og længslen og lyset.
Og mørket og svaret.

Og så beder jeg også for dig.
For alle dine modstridende dele.
For alle børnene, der kæmper inden i dig.

Og jeg beder for, at du kender
Bevidstheden før identitet.
Jeg beder for, at du kender
“Jeg Er” i sig selv.

Før jeg er palæstinenser.
Før jeg er israeler.
Før jeg er jøde, muslim, kristen, buddhist, hindu eller ateist.

Før opdeling i sig selv.
Før enhver forestilling om Gud eller hendes fravær.
Før tid.

Før alt dette begyndte.
Før verden,
glæden og sorgen ved at leve.
Før territorium og historie.

Jeg er, hvad du er.
Jeg er dit raseri, din sorg, din ensomhed.
Din frygt. Dit sårbare hjerte.
Din magtesløshed. Dit skælv.

Og gennem disse ikke-duale øjne,
kan vi måske endelig elske hinanden.
På trods af vores overbevisninger.
På trods af vores gamle raseri og vores tørst efter hævn.
På trods af religion.
På trods af, hvad de hellige bøger
fortæller os at tænke.

Du er min bror.
Min søster.
Mit barn.
Min mor.
Min far.

Jeg beder om, at kærlighed gennemsyrer verden.
Før det er for sent.

Jeg beder om opvågning.

Jeg beder for Palæstina.
Jeg beder for Israel.

Før det er for sent.

Jeg beder for alle børnene.
Alle babyerne.
Alle mødre og fædre.
Søstre og brødre.
Venner og fjender.

Jeg beder om afslutningen på fjendtligheder.
Før det er for sent.

Jeg beder for alle dem, der er bange lige nu.

Jeg beder om, at min lille, triste bøn hjælper på en eller anden måde.

Selv på en lille måde.
Selv på en meget lille måde.

Jeg beder for dig.
Jeg beder for mig.
Jeg beder for os.

Jeg beder…

Jeg…

• Jeff Foster